Landart ved Vadehavet
Landart er kunst i naturen, af naturens egne materialer.
Eleverne laver (alene eller i grupper) kunstværker af det som de kan finde på vaden eller i marsken. Værkerne fotograferes og udstilles på skolen.
I en kunstordbog står:
”Landart er en kunstretning, der anvender jord, sten eller ler som materiale. Udførelsen og visningen kan finde sted såvel udendørs som indendørs. Værkerne kan have såvel permanent, som ikke-permanent karakter. LandArt opstod som bevægelse omkring 1969 i USA…”
Sælerne i Vadehavet - En opgave i virksomheds- og oplevelsesøkonomi
Denne opgave handler om at omsætte en stedbundet ressource - sælerne - til et nyt, innovativt og bæredygtigt oplevelsesprodukt, hvor elementer som ”visitor management”, også kaldet Code of Conduct, og ”UNESCO verdensarv” inddrages.
Vadehavet til salg – Afsætning, informatik og oplevelsesøkonomi
"Om du er til rå og enestående naturoplevelser eller autentiske kulturoplevelser, er vidderne uendelige ved Vadehavet. Nationalpark Vadehavet forener området med unikke naturoplevelser i sit uendelige og foranderlige landskab. Oplev stærene der danser på himlen, pluk dine egne østers og besøg sælerne i deres naturlige habitat. Mærk Vesterhavets bølgende brus, lige her, hvor Vadehavet og Vesterhavet mødes."
Vadehavet til salg (produkter) – Afsætning, informatik og oplevelsesøkonomi
Der er i Nationalpark Vadehavet mange små og større lokale virksomheder, der producerer alt fra marsklam til hudpleje eller øl. Mange af producenterne er små og har måske ikke det store overskud til at gøre en ekstra indsats for at promovere deres produkter særligt bredt, selv om produktet måske har potentiale til at blive solgt langt bredere. Især da trenden de sidste mange år har været, at vi gerne vil betale ekstra for varer med en historie.
Turisme i Vadehavet - virksomheds- og oplevelsesøkonomi
Turisme er et af de største erhverv på den danske vestkyst, med over 7 mio. besøgende i Nationalpark Vadehavet årligt. Nationalt og på verdensplan har turisme indtil 2020 været konstant stigende, og det har de besøgendes søgen efter unikke, nye og spændende oplevelser også været. At være et UNESCO-verdensarvområde, Nationalpark og Natura 2000-område giver en unik mulighed for at tiltrække udenlandske som indenlandske besøgende.
Spørgsmålet er dog, hvad det betyder for naturen?
Vadehavs-matematik
Fra bogen ”På tur med matematikken” har vi fået lov til at bruge fem opgavesider om Vadehavet. Siderne er knyttet til bestemte steder og kan bruges direkte, eller som inspiration til lignende opgaver.
Tanken er at lærere og elever i fællesskab planlægger besøget ved Vadehavet.
Eventuelt samles supplerende materiale fra bibliotek, turistbureau, hjemmesider osv.
Vadehavet kan spises - Blåmuslinger
Lav blåmuslingesuppe på skolen, over bål eller på trangia ude ved Vadehavet.
Vi anbefaler, at I køber blåmuslingerne.
Omdrejningspunktet for opgaven er blåmuslingen. Opgaven kan sagtens kombineres med en tur til Vadehavet, hvor I fanger blåmuslinger og ser dem i deres rette element. Det giver anledning til at arbejde med blåmuslingen og dens levevilkår.
Denne opgave kan med fordel inddrages i et målrettet arbejde med FN’s Verdensmål.
Opgaver til ungdomsuddannelserne
Det nyeste skud på stammen på Mit Vadehav er målgruppen 'Ungdomsuddannelser'. Opgaverne hertil har til formål at opfordre lærere og elever på ungdomsuddannelserne til at bruge Vadehavets kultur og natur som basis for egne forløb og opgaver.
Skrivning som kreativ proces med afsæt i Vadehavsområdet
Planlæg jeres næste temauge om skrivning som kreativ proces, med afsæt i Vadehavets natur og kultur. I lærervejledningen nedenfor kan I selv udvælge forskellige inspirerende skriveøvelser, og dermed tilpasse temaets omfang efter behov.
Øvelserne handler i høj grad om at den enkelte elev lærer at bruge sanserne i sin tekst og på den måde give liv til skriftsproget. I lige så høj grad, handler det om at opbygge tillid til sin egen stemme og sit eget sprog gennem kreative mestringsoplevelser.
Vadehavet kan spises - Nudelsuppe med strandurter
Flere af strandengens urter kan spises. De har ofte smag af salt, agurk, kål og sennep og kan derfor passe godt ind i det asiatiske køkken.
Tag på tur og pluk forskellige urter som smagsgivere i en nudelsuppe. Husk at have et godt plantekendskab og pluk kun dem du er sikre på.
Lav nudelsuppen på trangia ude ved Vadehavet, på bål, eller tag urterne med hjem på skolen og lav nudelsuppen i hjemkundskabslokalet.
Kontakt evt. et af besøgsstederne, der tilbyder forløb med madlavning som omdrejningspunkt.