Planlæg jeres næste temauge om skrivning som kreativ proces, med afsæt i Vadehavets natur og kultur. I lærervejledningen nedenfor kan I selv udvælge forskellige inspirerende skriveøvelser, og dermed tilpasse temaets omfang efter behov.
Øvelserne handler i høj grad om at den enkelte elev lærer at bruge sanserne i sin tekst og på den måde give liv til skriftsproget. I lige så høj grad, handler det om at opbygge tillid til sin egen stemme og sit eget sprog gennem kreative mestringsoplevelser.
Temaugen indledes med en introducerende skrivedag samt en overordnet præsentation af Vadehavet. Således varmes der op til en ekskursion til Vadehavet på 2. dagen med en naturvejleder. På ekskursionen vil eleverne få en større forståelse af Vadehavets natur, kultur og historie.
De afsluttende tre dage indeholder kreative skriveopgaver og arbejdet med at færdiggøre et kreativt produkt.
Alle fire kompetenceområder under Fælles Mål i Dansk efter 9. klasse er i anvendelse, dvs. Læsning, Fremstilling, Fortolkning og Kommunikation.
Øvelserne i denne opgave understøtter desuden Folkeskolens formålsparagraf, hvor der bl.a. står at Folkeskolen “(...) skal udvikle arbejdsmetoder og skabe rammer for oplevelse, fordybelse og virkelyst, så eleverne udvikler erkendelse og fantasi og får tillid til egne muligheder og baggrund for at tage stilling og handling”.
Om opgaven
Denne opgave er udviklet på baggrund af gode erfaringer fra projekt Litteraturlig Viis. Projektet var et tværgående projekt, hvori Esbjerg, Varde og Tønder Bibliotek samarbejdede med forfatterne Peder Frederik Jensen, Gerd Laugesen og Jeppe Brixvold, tre lokale efterskoler, naturvejledere fra NaturKulturVarde, Vadehavscentret og Naturcenter Tønnisgård samt Nationalpark Vadehavet om at skabe et forløb, der med udgangspunkt i områdets natur- og kulturhistorie satte fokus på landskabet og naturkræfterne som sanselig, fysisk og rammesættende inspiration for skrivekunsten. Projektet var støttet af Slots- og Kulturstyrelsen.
I projektet arbejdede elever, forfattere, natur- og biblioteksformidlere sammen om fortællingen, fordybede sig i eksisterende litteratur og producerede egne fortællinger. Eksempler på elevernes fortællinger kan findes under arbejdsark - til inspiration i jeres proces.
Forud for temaugen skal der laves en aftale med en naturvejleder om en tur til Vadehavet. Se mulige besøgssteder i boksen til højre. Det er en god idé på forhånd at tage en god snak med naturvejlederen om målet med jeres tur.
Jeres fokus skal gerne være:
- Aktivt at sanse og sætte specifikt sprog på det landskab med planter, dyr, tidevand, stormfloder osv., som eleverne oplever.
- At sætte ord på fortidens leveforhold på stedet, gerne med konkrete ord, der knytter sig til de daglige gøremål for de lokale (for- og nutidige) indbyggere.
- Evt. at videreformidle mytologi og vandrehistorier fra området.
Hvis muligt:
- Lav en aftale med et plejehjem i Vadehavsområdet om at eleverne - på ekskursionsdagen - må komme forbi og snakke med nogle af de ældre om deres barndom og ungdom ved Vadehavet. Dette både med et historisk sigte, men også med sigte mod at skærpe elevernes øre, for det specifikke sprog og eventuelle dialekter.
- Samarbejd med jeres lokale bibliotek om udvælgelse og lån af litterære værker, der tager afsæt lokalområdet. Overvej om et besøg på det lokale bibliotek evt. skal ligge forud for temaugen.
- Hvis I har økonomi og overskud, og kender til en lokal forfatter, så overvej at invitere vedkommende på besøg til at fortælle om sin måde at skrive om steder på, og måske introducere til sine yndlingstekster om steder. Måske har vedkommende også selv nogle øvelser, der kan passe ind i netop forløbet om Vadehavet?
Vigtigt:
For alle temaets skriveopgaver, er det en pædagogisk pointe at læreren selv skriver med - og ligesom eleverne læser op. For at eleverne kan åbne det sårbare og modige rum, som det at skrive og læse op uden at redigere først, må læreren gå foran.
Grej:
Husk på forhånd at indkøbe ulinjerede notesbøger (for at opmuntre til uperfekte skitser) og kuglepenne (så der ikke kan redigeres i noterne undervejs).