Mennesker i marsken og ved Vadehavet
Tidevand og stormfloder er årsagen til at huse og byer er placeret helt bestemte steder i Vadehavsområdet. Eleverne skal ved hjælp af kort udpege de byer og huse der ligger på diger, på kunstige værfter og på kanten af gesten. Introducer 5-meterkurven for eleverne og snak om, hvor deres egne huse og evt. sommerhuse ligger i forhold til denne.
Får ved Vadehavet - Vi ser på maver, muler og klove
Eleverne lærer hvordan fårene afgræsser digerne og forlandet ved Vadehavet. Eleverne lærer hvordan får græsser og hvordan en drøvtyggermave fordøjer planter. Opgaven passer sammen med de andre opgaver om 'Får ved Vadehavet'.
Denne opgave kan med fordel inddrages i et målrettet arbejde med FN’s Verdensmål.
Opgaver til ungdomsuddannelserne
Det nyeste skud på stammen på Mit Vadehav er målgruppen 'Ungdomsuddannelser'. Opgaverne hertil har til formål at opfordre lærere og elever på ungdomsuddannelserne til at bruge Vadehavets kultur og natur som basis for egne forløb og opgaver.
Skrivning som kreativ proces med afsæt i Vadehavsområdet
Planlæg jeres næste temauge om skrivning som kreativ proces, med afsæt i Vadehavets natur og kultur. I lærervejledningen nedenfor kan I selv udvælge forskellige inspirerende skriveøvelser, og dermed tilpasse temaets omfang efter behov.
Øvelserne handler i høj grad om at den enkelte elev lærer at bruge sanserne i sin tekst og på den måde give liv til skriftsproget. I lige så høj grad, handler det om at opbygge tillid til sin egen stemme og sit eget sprog gennem kreative mestringsoplevelser.
Hvad byggede de huse af?
Eleverne skal med udgangspunkt i en gåtur i nærmiljøet få øjnene op for byggematerialer, deres egenskaber og brug.
Herefter undersøger eleverne, hvordan materialerne er blevet brugt gennem tiden i Vadehavsområdet.
Se film - FADEBURET, Midsommer og trolovelse (sommer)
Endelig er det sommer på Hvidinggården år 980. Maverne mættes, og fadeburet fyldes igen med mælk, ost, æg, fisk, bær og grønt. Der er nok at se til i sommervarmen, og Alva, gårdens unge pige, slås tilmed med sine egne bekymringer. Det er godt, hun stadig har sin morfars fortrolighed, men nu har hun også brug for Hyldemors hjælp.
Se film - FADEBURET, Syvkålssuppen (forår)
Foråret er en særlig hård tid ved folk og fæ på Hvidinggården år 980. Fadeburet er tomt, maverne knurrer og der er lang tid til næste høst. Især morfar er meget svag, og mens Alva forbereder en ganske særlig suppe, gør Harald en stor opdagelse i laden.
Se film - FADEBURET, julegildet
På Hvidinggården forbereder man sig til det store julegilde. Der er travlt i køkkenet, for områdets indflydelsesrige familier er inviteret, og nu gælder det om at gøre et godt indtryk og cementere sin position i samfundet. Rigtig meget afhænger af juletønden. Husfruens gærkrans blev stjålet netop som brygningen skulle sættes i gang. I al hemmelighed lånte hun Enderupgårds gærkrans, men kan gæsterne mon smage forskellen? Vil Hvidinggården falde i agtelse? Eller vil andre?
Se film - FADEBURET, Øl og gær (vinter)
Vinteren står for døren på Hvidinggården ved Vadehavet år 980, og husfruen skal i gang med en af årets vigtigste opgaver: Brygning af gårdens velanskrevne juleøl. Men nogen har brudt ind i fadeburet og stjålet den vigtigste ingrediens...
Se film - FADEBURET, Røg og Salt (efterår)
Det er efterår på Hvidinggården ved Vadehavet i år 980. Folkene på gården har travlt med at fylde fadeburet op, så der er mad nok til alle hele vinteren. Men høsten var ikke så god som forventet...