Vadehavet er udpeget som verdensarv, fordi det har enestående universel værdi. Det overordnede mål bag Verdensarvskonventionen er beskyttelsen af kultur- og natursteder af “enestående universel værdi” for verdens befolkning, samt bevarelse af disse steder for fremtidige generationer. Verdensarven tilhører alle folkeslag. Det særlige ved begrebet verdensarv er, at det forstås ens overalt i verden.
Steder, som ønsker at blive optaget på verdensarvslisten, skal bevise overfor UNESCO, at de har såkaldt “enestående universel værdi”. Det betyder, at stedet skal kunne leve op til mindst et ud af ti udvælgelseskriterier, og så skal det være ordentligt beskyttet og forvaltet og leve op til et integritetskrav. Det sidste er en vigtig pointe, som ofte bliver overset i begejstringen over mulighederne for at tjene penge på verdensarven.
Ordene "enestående universel værdi" er nøglen. Alle tre ord – ’enestående’, ’universel’ og ’værdi’ - er væsentlige for forståelsen af det bagvedliggende koncept:
- Enestående - områdets unikke særegenhed
- Universel - har en betydning der er global og ikke blot national eller regional
- Værdi - definerer områdets værdi og klassificerer dets betydning på baggrund af klare standarder - herunder kravet til integritet
Hvorfor er Vadehavet på UNESCO's Verdensarvsliste?
Vadehavets enestående universelle værdi ligger i områdets enestående betydning for bevarelsen af biodiversiteten, samt de økologiske og geologiske processer. Det er et ekstremt dynamisk landskab – og verdens største ubrudte system af tidevandsflader.
Ingen andre steder i verden findes et så forskelligartet landskab, der er skabt af tidevandet – en skabelsesproces, som stadig er i gang den dag i dag. Det netop denne forskelligartethed i landskabet, som gør Vadehavet til et enestående levested for tusindvis af dyre- og plantearter. Der er en enorm biomasse af de forskellige dyr i det lave vand og mudderfladerne i Vadehavet.
Vadehavet har en global betydning for den fortsatte bevarelse af de 10-12 millioner vandfugle, der netop er afhængige af Vadehavet som føderessource, når de årligt migrerer mellem Arktis og Afrika.
Sidst men ikke mindst lever Vadehavet op til kravet om integritet (ukrænkelighed).
Det indeholder alle de intakte natur-karakteristika, som er nødvendige for at kunne bevare de værdier, som ligger til grund for dets optagelse på listen.
Med andre ord:
- Det er stort nok til at omfatte væsentlige 'enestående universelle værdier'
- Det bliver ved med at være levedygtigt.
- Det har en god bevaringsstatus.
I denne opgave skal eleverne læse de 10 kriterier for udpegning og gætte på, hvilke kriterier Vadehavet er udpeget på baggrund af (det er kriterierne 8, 9 og 10).
Arkene med kriterierne er lavet, så man kan vælge en udgave hvor man sidder ved borde, eller en med bevægelse.
Biologi
Efter 9. klasse
Perspektivering: Eleven kan perspektivere biologi til omverdenen og relatere indholdet i faget til udvikling af naturvidenskabelig erkendelse
- Anvendelse af naturgrundlaget
Geografi
Efter 9. klasse
Perspektivering: Eleven kan perspektivere geografi til omverdenen og relatere indholdet i faget til udvikling af naturvidenskabelig erkendelse
- Globalisering
Naturfag
Efter 10. klasse
Perspektivering: Eleven kan perspektivere naturfag til omverdenen og relatere indholdet i faget til udvikling af naturvidenskabelig erkendelse
- Natur
- Naturgrundlag og levevilkår
Snak med eleverne om, hvad UNESCO er.
Læs først ”Verdensarv Vadehavet – Kronen i nationalparken” og generelt om UNESCO (til læreren).
A. Ved bord:
- Udlever arbejdsarket med de små kort til eleverne (parvis eller i grupper)
- Eleverne klipper kortene ud, læser kriterierne og hjælper hinanden med at forstå teksten
- Den sorte tekst er den originale og den grå er en lettere formulering
- Derefter gætter de hvilke kriterier, Vadehavet er udpeget efter og sorterer kortene
- Grupperne forbereder og fremlægger deres bud og begrundelsen herfor
B. Med bevægelse - ude eller inde:
- Udlever de 10 store kort til eleverne (parvis eller i grupper)
- Eleverne læser kriterierne og hjælper hinanden med at forstå teksten
- Den sorte tekst øverst er den originale og den grå tekst er en lettere formulering
- Der skal nu gættes hvilke kriterier, Vadehavet er udpeget efter og forberedes en lille fremlæggelse med deres bud og begrundelsen herfor
- De elever, som mener at de har et kriterium der er udpegningsgrundlag, går til højre og de, som har et der ikke er, går til venstre
- Når eleverne har stillet sig op, kan man evt. hjælpe ved at sige at Vadehavet er udpeget efter 3 kriterier
- Grupperne fremlægger deres bud og begrundelsen herfor
C. Variation - med bevægelse - ude eller inde:
- Læg alle 10 kriterier ud over et område, eller sæt dem på pinde som små skilte
- Lad eleverne gå rundt og læse kriterierne
- Bed derefter eleverne stille sig ved et af de kriterier, som de mener, kan være et udpegningsgrundlag
- Lyt til deres begrundelser for hvorfor de har stillet sig der, hvor de har
- Print arbejdsark
- Skaf evt. sakse til de små kort
- Skaf evt. pinde og klammepistol til at lave skilte