Landart ved Vadehavet
Landart er kunst i naturen, af naturens egne materialer.
Børnene laver (alene eller i grupper) kunstværker af det som de kan finde på vaden eller i marsken. Værkerne fotograferes og udstilles i børnehaven.
I en kunstordbog står:
”Landart er en kunstretning, der anvender jord, sten eller ler som materiale. Udførelsen og visningen kan finde sted såvel udendørs som indendørs. Værkerne kan have såvel permanent, som ikke-permanent karakter. LandArt opstod som bevægelse omkring 1969 i USA…”
Vadehavet kan spises - Hesterejer
Selvfangede, kogte, friskpillede hesterejer på grovbrød med mayonnaise og dild, eller helstegte sprøde hesterejer med grøntsagsstave og dip.
Opgaven giver mulighed for enten at købe og tilberede hesterejer hjemme, eller for at tage på tur til Vadehavet med en naturvejleder og fange og tilberede hesterejer. Omdrejningspunktet for opgaven er hesterejer. Tanken er, at børnene skal opleve at der er virkelig mange ting ude i naturen, som kan spises. Hesterejerne giver mulighed for en snak om tidevand, om dyret selv og dets rolle i økosystemet.
Lav billeder med planter
Lav ”klisterbilleder”, hvor I samler planter og sætter dem fast på papstykker med dobbeltklæbende tape, og lav gnidetryk af de planter I finder når I er på tur ved Vadehavet.
Lær om planter ved Vadehavet
Planterne ved Vadehavet er tilpasset nogle helt særlige levevilkår. Der vokser planter inde i marsken og helt ud på de høje dele af vaden, hvor de kan voksne selv om de bliver overskyllet af saltvand.
Der er opgaver til både at arbejde hjemme i børnehaven og ved Vadehavet. Der er faktaark, malebogssider og fortællebog, som er lige til at printe og så kan børnene bruge allerede kendt viden, når de tager til Vadehavet og finder planter.
Gå på opdagelse efter planter ved Vadehavet med kastering
Lad børnene opleve mangfoldigheden af planter ved Vadehavet. Inden I tager af sted, fletter I en kastering i pil som bruges når der ledes efter planter. Planterne sorteres og der leges en stafetleg.
Sammen med børnene flettes kasteringe i pil. Se arbejdsark nederst på siden.
Vadehavet kan spises - Blåmuslinger
Lav blåmuslingesuppe hjemme i børnehaven, eller på bål eller trangia ude ved Vadehavet.
Vi anbefaler, at I køber blåmuslingerne.
Omdrejningspunktet for opgaven er blåmuslingen. Opgaven kan sagtens kombineres med en tur til Vadehavet, hvor I fanger blåmuslinger og ser dem i deres rette element. Det giver anledning til at arbejde med blåmuslingen og dens levevilkår.
Saml opskyl og hjælp med at passe på digerne
Mennesker i marskområdet har beskyttet sig mod havet ved at bygge diger. Der er diger langs den største del af det danske Vadehav. Et dige er en jordvold, der beskytter lave områder mod oversvømmelser. Det er oftest bygget med en sandkerne, overlagt med klæg/ler og beplantet med græs.
Det ældste havdige i det danske Vadehav er Højer Dige, som er bygget i 1859-61. De nyeste er bygget midt i 1990'erne.
Leg "Stormflod - mon diget holder?"
Stormfloder er et livsvilkår langs Vadehavet. En stormflod er en betegnelse for ekstra stort højvande i forbindelse med stærk storm fra vest.
Gennem denne lille leg kan børnene få kropsliggjort den særlige dynamik der findes ved Vadehavet. Legen kan leges både indenfor, i et rum med god plads, eller udenfor på græs, sand eller lignende.
Vadehavet kan spises - Nudelsuppe med strandurter
Flere af strandengens urter kan spises. De har ofte smag af salt, agurk, kål og sennep og kan derfor passe godt ind i det asiatiske køkken.
Tag på tur og pluk forskellige urter som smagsgivere i en nudelsuppe. Husk at have et godt plantekendskab og pluk kun dem du er sikre på.
Lav nudelsuppen på trangia ude ved Vadehavet, på bål, eller tag urterne med hjem på skolen og lav nudelsuppen i hjemkundskabslokalet.
Kontakt evt. et af besøgsstederne, der tilbyder forløb med madlavning som omdrejningspunkt.
Saft på kronblade fra rynket rose - med lidt magi...
Denne opgave er tænkt som et velsmagende scienceforløb i sommerhalvåret.
Først fortæller I børnene lidt om planten rynket rose, som mange nok i forvejen kender for dens hyben. Dernæst tager I ud og plukker kronblade fra rynket rose. Hjemme i børnehaven laver voksne og børn i fællesskab en drik på kronbladene, og ser på magien der udfolder sig for børnenes øjne, når drikken forvandles fra en kedelig grå farve til pink.
Processen lægger op til en snak i børnehøjde om de kemiske reaktioner, der sker i forbindelse med tilberedningen. Læs forklaringen nederst i opskriften.