Den magiske tidsballon – film & omvisning
Tag jeres børn med på en rejse gennem stenalderen, bronzealderen og jernalderen, hvor der er stor risiko for, at I bliver meget klogere på oldtiden. I skal se tegnefilm og røre ved museumsgenstande og en god formilder har tilrettelagt en hyggelig formiddag, der er skræddersyet til jeres målgruppe. På museet ser i tegnefilmen om Jens, Benjamin og Malou, der tager på tidsrejse i en magisk tidsballon, der lander lige midt i Kulturhuset!
Forløbet varer ca. 40 minutter, og som regel deler vi den op i to dele og går ud i museets udstilling i mellem de to dele.
Der var engang en å
Kan Danmarkshistorien flyde rundt i en å? Og kan man fortælle Danmarkshistorie til de 0-6 årige?
Svaret på begge spørgsmål er: Ja. Hvis I besøger https://museumoj.randers.dk/skoler-og-institutioner/til-daginstitutioner/der-var-engang-en-aa/ kan I på en legende og ikke mindst musikalsk måde gå i gang med ni små historier om mennesker, der har boet i Danmark de sidste mange tusind år. I kan downloade sange og printe malebogsark – så det er bare om at gå i gang!
Biblioteksbesøg
På et Biblioteksbesøg kan eleverne opleve biblioteket på en ny måde.
I kan fx høre mere om vores unikke Storm P.-malerier, komme på stjerneløb, få en mere filosofisk samtale om biblioteket eller lave forskellige lege med bøger. I kan også få en mere traditionel rundvisning.
Vi sammensætter jeres biblioteksbesøg, så vidt det er muligt, ud fra jeres ønsker.
Dette besøg kan bookes flere gange med forskelligt indhold til den samme klasse.
Reformation 1536 – byvandring med aktiviteter
Tag din klasse eller din gruppe af konfirmander med på et forløb om Reformationen. Mens vi går gennem Randers’ gamle bykerne, leder vi efter spor fra Reformationen. Trosskiftet har haft stor indflydelse på magtforhold, samfund og kirke, og disse spor kan stadig ses i en gammel by som Randers. Formidleren har medbragt et mindre antal rekvisitter til at illustrere det kirkelige liv. Efter byvandringen slutter vi af på Slotspladsen, hvor vi spiller en omgang Reformations-Stratego.
Ruten er på knap to kilometer.
Oldtiden gennem hænderne
Få en omvisning i Livet ved Fjorden, vores flotte og sanselige oldtidsudstilling. Udstillingen præsenterer fantastiske museumsgenstande og undervejs har formidleren masser af røre-genstande med rundt. Fra de første jægerfolks flintøkser og kornsegl til bronzealder - og jernalderfolkets smykker, våben og redskaber. De tidlige oldtidsfolk, der søgte til Randersområdet efter sidste istid til de rige vikinger, der levede af egnens fede landbrugsjord, og som ind i mellem sejlede ud på handels- og plyndringstogter.
Middelalderens Randers - Byvandring
På denne byvandring går vi en tur i middelalderens Randers og taler om voldgrave og byporte, gader og torvepladser, kirker, klostre og rige købmandsgårde. Den middelalderlige bykerne er rig på fund fra middelalderen og spændende historier om de folk, der levede i Randers i årene 1080-1536. Vi hører bl.a. om nationalhelten Niels Ebbesen, Påskesønnerne, der var købmænd og om slotsfruen Bodil Steen.
Turen kan gennemføres i næsten al slags vejr og turen er ca. halvanden kilometer.
Turen kan tilpasses elevgruppen. både ift. alder og antal elever.
Middelalderens Mennesker – omvisning
Randers er rig på fund fra middelalderen og spændende historier om de folk, der levede i Randers dengang. Besøg vores spændende udstilling Middelalderens Mennesker, hvor originale genstande fortæller om livet i middelalderen. Om byerne, om troen, om husene, om kønsroller, magtfordeling og klostrene og kirkerne. Eleverne bliver aktivt inddraget i samtalerne om fødsel, dåb, livsvilkår og døden. Alt efter målgruppen drages også naturvidenskabelige metoder, middelalderlitteratur og billeder ind i samtalerne.
Hvordan dufter middelalderen?
Uld, røgelse og middelalderens krydderier fører eleverne tilbage i tiden. De dufter til middelalderens dagligvarer, og vi får en snak om, hvordan produktion af mad og drikke har ændret sig de sidste tusind år. Eleverne kan være iført tunge, uldne middelalderdragter, som nok skal give anledning til at kigge på, hvordan vores eget tøj og sko er anderledes end tidligere.
Klimaproblematikker - brænd en pind
Gør en aktiv indsats for din lokale natur
Vil I være med til at gøre en forskel for biodiversiteten i Guldager Plantage? Udstyret som naturplejere drager vi afsted med bl.a. spader, extragatorer og ørnenæb for at hjælpe trængte planter og dyr. Jeres indsats vil på den måde gøre en forskel for naturen og styrke sammenholdet i klassen.
I Guldager Plantage findes biotoper, som trænger til hjælp, da bl.a. lysåbne biotoper er en vigtig naturtype for mange dyr og planter.