Vores stemme
Teaterskolen Kastali'a, Randers Ungdomsskole og Randers Bibliotek inviterer til en spændende temadag for elever i 7.-10 klasse, hvor ORD er i fokus.
Eleverne skal skabe gode historier ved at deltage i tre workshops, hvor de både bruger skriften, sproget og kroppen under overskriften ”VORES STEMME!”. Man kan sige noget om sit liv på mange forskellige måder – og det er både den personlige fortælling om at være ung og det at være en del af et fællesskab, der er i fokus til denne temadag.
I løbet af dagen skal eleverne:
Robottæmmer
Bliv robottæmmer – en legende introduktion til kodning! Kaos truer på biblioteket, og kun modige robottæmmere kan redde dagen! Gennem leg og bevægelse lærer eleverne de første grundprincipper i kodning og Computational Thinking (CT). Vi starter med at programmere vores egne kroppe, før vi kaster os ud i at styre de vilde robotter og tage på spændende eventyr. En sjov og engagerende introduktion til kodning, hvor logik og kreativitet går hånd i hånd!
På flugt!
Randers Kunstmuseum, Museum Østjylland og Randers Bibliotek tilbyder et workshopbasseret forløb, hvor eleverne gennem undersøgelse og diskussion af litteratur, historiske kilder, billedkunst og andre æstetiske udtryk forholder sig til det at være på flugt.
Eleverne kommer blandt andet til at pakke en kuffert, se på flugtruter og opleve kunst, hvor flugt er et gennemgående tema. Eleverne kommer derudover til at få et indblik i personlige beretninger fra mennesker, der har været på flugt.
På eventyr med Tornerose eller Klods Hans
Træd ind i eventyrets magiske verden! Gennem levende oplæsning og dialogisk formidling bringes eventyret til live! Bibliotekaren guider eleverne gennem historiens gentagelser og særlige kendetegn, mens vi sammen udforsker eventyrgenren. Hvordan ligner og adskiller denne fortælling sig fra andre eventyr? En inspirerende oplevelse, der styrker elevernes forståelse af fortællinger og deres magiske elementer!
Ved booking af tilbuddet, er det muligt at skrive, om klassen ønsker at låne et lille depot af eventyrbøger ifm. besøget.
Læsedag på skolen
Skal I lave en temadag om læsning eller markere den internationale bogdag på skolen, og har I svært ved at komme ind på biblioteket på grund af afstand? I så fald vil Randers Bibliotek gerne være med og kan deltage med diverse workshops f.eks.:
 
- Book talk
 - Skriveworkshop
 - Bogbusbesøg
 - Lille Frø
 - Andre sjove læseaktiviteter som "Vælg selv historien", "Bogbingo" m.fl.
 
Kreativ skrivning og illustration med AI
I den første del af workshoppen sættes gang i en kreativ skriveproces, hvor AI bruges som inspirator. Vi skal lege med sproget, og der anvendes forskellige greb til at rammesætte skriveprocessen. I workshoppens anden del skal eleverne ved hjælp af AI lave illustrationer, der kan ledsage de producerede tekster.
Vi forfiner og justerer de udkast, som AI kommer med og vil i den forbindelse diskutere AI's muligheder og begrænsninger i forhold til kreativ skrivning og kunst.
Informationssøgning (6.-10. klasse)
Hvordan finder man de bedste kilder til en opgave? Vi introducerer randersbib.dk og udvalgte databaser, der gør opgaveskrivning lettere. Eleverne får en rundvisning, lærer at søge information både i bøger og online og afprøver deres nye færdigheder i praksis. Undervisningen tilpasses klassetrin og interesseområde – en værdifuld workshop til både små og store projekter.
Find rundt i biblioteket med Lille Frø
Tag med ind i Jakob Martin Strids finurlige univers. Efter en kort rundvisning i biblioteket læser bibliotekaren Lille Frø op på en levende og inddragende måde. Historien om Lille Frø, der eksplosivt ankommer til sin nye familie og hurtigt vinder deres hjerter – selvom hans opførsel bl.a. sender ham til skolepsykologen – bliver levende for eleverne. Herefter går de på opdagelse for at finde genstande fra historien gemt i bibliotekets rum. En sjov og interaktiv oplevelse, der giver både fortælling og biblioteket liv.
Fake!
Med afsæt i forskellige øvelser lærer eleverne om forskellige former for "fake", som de kan møde online. Eleverne kommer til at undersøge konsekvenserne af, hvad der ville ske, hvis alle troede på fake informationer.
Digitale dilemmaer
Eleverne bliver introduceret til digital dannelse gennem et rollespil, hvor de skal følge fire elevers færden i de sociale fællesskaber. Undervejs skal de tage stilling til forskellige hverdagsdilemmaer omhandlende kommunikation, mobning, digitale fodspor og kildekritik.