Byg en vadeslæde

Navn
MitVadehav

Byg en vadeslæde! Så kan I let få de ting, som I finder på en tur ved Vadehavet, med jer rundt.

Slæden laver I af en stor plastikdunk, hvor I skærer den ene side væk. Med et reb bundet fast på slæden, kan eleverne trække vadeslæden efter sig i rebet uden at tabe noget. 

Lær om sandorm og frynseorm

Navn
MitVadehav

Har du været på vaden, kender du sikkert også sandormens små tuer. I arbejdet med denne opgave, vil eleverne få kendskab til sandormen og frynseormen. Sandorm og frynseorm er meget almindelige på sandbund i Danmark, og specielt i Vadehavet er der mange, og de er lette at finde.
Der er opgaver til både at arbejde hjemme på skolen og ude på vaden.
Her findes faktaark, malebogsside og fortællebog lige til at printe ud.

 

Fugle ved Vadehavet - lav foldebøger eller e-bøger

Navn
MitVadehav

Der er mange fugle ved Vadehavet, og mange af dem kaldes vadefugle, da de oftest findes på vaderne. Eleverne arbejder i denne opgave med fuglenes udseende og føde. Eleverne laver en lille bog om "deres" fugl.

Du kan udvide antallet af arter og evt. vælge om I også skal arbejde med måger og gæs.

Eleverne laver en lille bog om "deres" fugl - enten en foldebog af karton eller en e-bog.

Øv dig i at lave en foldebog, eller beslut hvilken app I vil arbejde med.

 

Jørgen, Jørgen Jyde sejled’ i en gryde… Vadehavets handel, jydepotter og fliser

Navn
MitVadehav
  • Hvad var det for en gryde, Jørgen sejlede i? – Det var en jydepotte!
  • Hvor mon han sejlede hen? – Han sejlede jo nok til Tyskland eller Holland
  • Hvorfor var Jørgen jyde? – Gryderne blev lavet i Jylland – og brugt overalt
  • Hvorfor var mandens spand af ler? Jydepotte-gryderne blev lavet af ler!

Eleverne tegner eller maler selv potter og andre ting som pottepigerne lavede, eller laver fliser som Jørgen havde med hjem som ballast.

Bomiljø

Navn
MitVadehav

Dette spil er udarbejdet med inspiration fra ”Bomiljø – et planlægnings- og beslutningsspil” af Søren Vinding.

Eleverne spiller i grupper et spil, hvor de skal arbejde med bosætning og beslutninger herom. De skal beslutte hvor de vil bosætte sig, og tage hensyn til transport, lys og mange andre forhold.     

Syng et Vadehav

Navn
MitVadehav

Jens Rosendal er en lokal digter fra Ballum, der har skrevet flere tekster om Vadehavet. Valdemar Rasmussen har lavet melodier til to sange der omhandler Vadehavet som landskab.

"Farvernes Landskab" findes også i Højskolesangbogen.

 

Væv med Vadehavet - for de yngste

Navn
MitVadehav

Landskabet ved Vadehavet, og de planter der gror her, er noget helt særligt. Sæt fokus på netop det, ved at bruge Vadehavets planter og naturmaterialer til at væve små billeder med. Lær om planterne og Vadehavet mens I væver, og oplev roen og muligheden for fordybelse i det storslåede landskab. I kan arbejde med at styrke elevernes opmærksomhed på planter og på former, farver og teksturer i naturen. De kan lære planternes navne og anvendelse at kende, og eleverne kan, mens de sidder og væver, opleve ro og fordybelse i naturen.

Fra lavvande til højvande - Tidevand - hvad er det?

Navn
MitVadehav

Tidevandet er et svært fænomen at forstå. Hvor forsvinder alt vandet hen og hvorfor forsvinder det?

For at forstå Vadehavet, skal man lære noget om tidevandet. Det markante tidevand er det, der gør Vadehavet anderledes end andre kyststrækninger i Danmark. Vadehavet rummer ufatteligt mange dyr, som er tilpasset et liv i en tidevandszone. Det gør området attraktivt for de mange trækfugle, der hvert forår og efterår mellemlander i Vadehavet. Fuglene nyder godt af det rige dyreliv, når de skal have ”tanket op” til deres videre rejse.