Tåge ved Vadehavet

Ude på vaden:
Når man er kommet godt ud på vaden, langt væk fra land og gerne på tilbageturen, stoppes op og eleverne samles.

• Der fortælles om tågens eller havgusens pludselige opståen, især forår og efterår
• Eventuelt fortælles (til de lidt ældre børn) en af de dramatiske historier, hvor folk er forsvundet i tågen og druknet (fx beretningerne fra Langli)
• Nu vælges en frivillig elev, der trækkes nogle skridt væk fra gruppen
• Eleven får lov at placere sig med front mod et udvalgt punkt i horisonten – en skorsten, et kirkespir eller en bil inde på stranden. Eleven får bind for øjnene og skal nu begynde at gå ind mod land. Eleven skal altså ”bare” holde ruten og gå ligeud mod det punkt som er valgt
• Nu lader vi ”den blinde” elev gå et stykke, inden vi følger langsomt med bagude. Det er vigtigt at holde afstand og være stille. Vedkommende skal have luft omkring sig og må ikke distraheres eller ”hjælpes” af at flokken er lige i hælene. Fnis og enkelte kommentarer hører med, men det bedste er, hvis gruppen ikke udbryder noget som helst, der kan give vores blinde elev en fornemmelse af, om han/hun er på rette eller forkerte vej. Høje grin betyder nok, at den er helt gal!
• Når eleven har bevæget sig et stykke, vil eleven med stor sandsynlighed begynde at gå skævt i forhold til punktet. Det er ikke så nemt at gå ligeud i tåge/med bind for øjnene
• Den voksne går nu et par skridt bagved (gruppen et stykke længere bagude, men stadig med!)
• Eleven motiveres til at fortsætte (”du er stadig i trygge hænder, så prøv bare at gå lidt mere")

(Ofte vil man på et tidspunkt have bevæget sig ”rundt om sig selv”, så man nu står med front mod dér, hvor man kom fra. Hvis det skulle gå ”så vel”, stoppes eleven nænsomt, men uden at fjerne bindet og uden at dreje eleven det mindste.)

• Stop eleven midt i bevægelsen frem mod det ”forkerte” verdenshjørne
• Gruppen kaldes hen omkring eleven, der nu få en ”sidste chance” for at pege i den retning, hvor det oprindelige mål befinder sig. Hvis eleven (som oftest) har selvtillid nok, vil eleven selvfølgelig pege i den retning eleven er på vej mod. Altså den stik modsatte, eller i hvert fald skæve, retning af land!
• Herefter ”letter tågen” og bindet fjernes. Efter grinene har lagt sig, samler i op på øvelsen! Hvad var det nu, legen egentlig skulle vise?
• Kan man ikke bare gå rundt, indtil man tilfældigt støder på land? Nej!

Tidevandet stiger på et tidspunkt, og renderne er dybe, og så har man ikke tid til at gå ret meget i rundkreds.