Stormflod er et livsvilkår langs Vadehavet. Man taler om stormflod, når vandet stiger mere end normalt, ofte samtidig med at det stormer fra vest.
Stormflodssøjlerne står flere steder langs Vadehavskysten, og viser hvor højt vandet nåede op, da stormene rasede. Tag på tur til jeres lokale stormflodssøjle og brug den som udgangspunkt for fortælling og lege.
Børnehaveklasse
Krop og bevægelse: Eleven kan foretage valg, der styrker og udvikler kroppen
- Bevægelse og leg
Naturfaglige fænomener: Eleven kan ud fra viden og erfaring færdes iagttagende i naturen
- Årets gang
Sprog: Eleven er opmærksom på forskellige måder at anvende sprog på
- Fortælling
Natur/teknologi
Efter 2. klasse
Perspektivering: Eleven kan genkende natur og teknologi i sin hverdag
- Perspektivering i naturfag
Efter 4. klasse
Perspektivering: Eleven kan relatere natur og teknologi til andre kontekster
- Vand, luft og vejr
Historie
Efter 4. klasse
Kildearbejde: Eleven kan anvende kilder til at opnå viden om fortiden
- Historiske spor
Tal med eleverne om stormflod.
Vis dem evt. et billede af den stormflodsøjle I skal besøge.
Se på stormflodssøjlen og fortæl om den, med afsæt i arbejdsarket.
Lad eleverne måle deres egen højde og se om de når op til en årstalsring.
Eleverne kan, i grupper, dramatisere fortællingen.
Mål hvor højt vandet har stået. Vælg herunder, hvordan I vil gøre det:
A: Hvor højt har vandet stået? (- uden rafte).
- For at skærpe opmærksomheden på, hvor højt vandet har stået, kan I binde et reb om en af søjlens ringe.
- Hjælp hinanden med at nå op til de højt placerede årstal.
- Træk rebet vandret ud.
Lad eleverne hoppe og se om det kan nå op til rebet (og få hovedet over vandet). Sving rebet op og ned for at "lave" bølger. Ringene er sat ved middelvandstanden, så der har været bølger, der var nået højere end ringen! Hvis I besøger en stormflodssøjle, som står nær et dige og I har et meget langt reb, som kan nå fra søjlen til diget, kan I måske vise, hvor på diget vandet nåede op til.
B: Hvor højt har vandet stået - ved diget? (- med rafte).
- Stil dig ved stormflodssøjlen med raften lodret og parallelt med stormflodsøjlen
- Vælg sammen med eleverne den stormflod, I vil arbejde med
- Bind rebet på raften i den højde, som ringen på stormflodssøjlen angiver, vandet har stået ved, under den valgte stormflod
- Bær nu sammen med eleverne - alle hjælpes ad - raften hen til det nærved liggende dige
- Stil raften ved digets fod og lad nu eleverne trække rebet ud, så det er vandret fra det punkt, hvor det er bundet fast til raften
- Hvor langt op på diget, når snoren? Tror I at diget kunne holde?
- Prøv med flere stormfloder
C: Hvor højt har vandet stået - i byen? (- med rafte)
- Stil dig ved stormflodssøjlen med raften lodret og parallelt med stormflodsøjlen
- Vælg sammen med eleverne den stormflod, I vil arbejde med
- Bind rebet på raften i den højde, som ringen på stormflodssøjlen angiver, vandet har stået ved, under den valgte stormflod
- Bær nu sammen med eleverne - alle hjælpes ad - raften hen til de nærliggende huse
- Stil raften ved husets gavl og sokkel, og lad nu eleverne trække rebet ud, så det er vandret fra det punkt, hvor det er bundet fast til raften
- Hvor på huset når snoren til? Tal om, hvordan det mon var at bo i huset med så meget vand? Prøv med flere stormfloder
- Tag fotos på turen.
- Beslut hvilken stormflodssøjle I skal besøge. Lad jer gerne inspirere af udgivelsen Søjleruten af Nationalpark Vadehavet.
- Print arbejdsarket om den stormflodssøjle I vil besøge
- Skaf et reb
- Skaf evt. en rafte (I kan kombinere det med en skovtur, hvor I fælder et grantræ og afgrener det, så har I jeres egen rafte. Husk at spørge skovejeren om lov for fældning)
- Skaf evt. et langt tyndt reb - minimum 30 meter. Rul rebet om raften - så er det let at rulle ud ved legen og pakke sammen bagefter.
Lad eleverne tegne en tegning om turen til stormflodssøjlen.
Udstil foto fra turen og elevernes tegninger.