Lav en fagbog
Bliv fagbogsforfatter – dyk ned i dyrenes verden! Hvordan er en fagbog opbygget, og hvor finder vi dem på biblioteket? Gennem en introduktion til faglitteraturens opstilling og elementer lærer eleverne at navigere i biblioteket. Herefter omsætter de deres nye viden til praksis ved at skabe deres egen fagbog om vilde dyr eller kæledyr. En spændende og lærerig workshop, der giver indsigt i fagbøger og styrker elevernes formidlingsevner!
Kreativ skrivning og illustration med AI
I den første del af workshoppen sættes gang i en kreativ skriveproces, hvor AI bruges som inspirator. Vi skal lege med sproget, og der anvendes forskellige greb til at rammesætte skriveprocessen. I workshoppens anden del skal eleverne ved hjælp af AI lave illustrationer, der kan ledsage de producerede tekster.
Vi forfiner og justerer de udkast, som AI kommer med og vil i den forbindelse diskutere AI's muligheder og begrænsninger i forhold til kreativ skrivning og kunst.
Det sære og det svære
“Det slår gnister, når dialogen mellem tekst og illustrationer opstår i billedbogen”.
Stian Hole, norsk forfatter og illustrator.
Billedbogen har allerede gjort sit indtog i danskundervisningen og har fundet sin plads som en genre, der sætter fokus på poetisk sprog- og billedbrug.
Kender du Niels Ebbesen?
Randers Kunstmuseum, Museum Østjylland og Randers Bibliotek inviterer til en spændende dag, hvor historie og kreativitet mødes. Eleverne dykker ned i fortællingen om nationalhelten Niels Ebbesen gennem byvandring, portrætkunst og tegneserieskabelse. Gennem tværfaglige aktiviteter bringes historien til live.
Informationssøgning (6.-10. klasse)
Hvordan finder man de bedste kilder til en opgave? Vi introducerer randersbib.dk og udvalgte databaser, der gør opgaveskrivning lettere. Eleverne får en rundvisning, lærer at søge information både i bøger og online og afprøver deres nye færdigheder i praksis. Undervisningen tilpasses klassetrin og interesseområde – en værdifuld workshop til både små og store projekter.
Find rundt i biblioteket med Lille Frø
Tag med ind i Jakob Martin Strids finurlige univers. Efter en kort rundvisning i biblioteket læser bibliotekaren Lille Frø op på en levende og inddragende måde. Historien om Lille Frø, der eksplosivt ankommer til sin nye familie og hurtigt vinder deres hjerter – selvom hans opførsel bl.a. sender ham til skolepsykologen – bliver levende for eleverne. Herefter går de på opdagelse for at finde genstande fra historien gemt i bibliotekets rum. En sjov og interaktiv oplevelse, der giver både fortælling og biblioteket liv.
Det moderne gennembrud
Randers Kunstmuseum og Randers Bibliotek afholder et todelt forløb, hvor eleverne kommer til at forholde sig til nogle af det moderne gennembruds kunstnere og forfattere, som bidrog til samfundets udvikling i den sidste del af det 19. århundrede.
Gennem dialog og øvelser diskuterer vi, om de temaer, som fyldte dengang vedrørende familieforhold, kønsroller, ejendomsret, tro og demokrati, stadig er relevante at diskutere idag.
Det kildekritiske escaperoom
De fiktive elever Sally, Katrine, Basim og Magnus bliver spærret inde af deres lærer Ejnar. Kun ved kildekritik, at søge informationer og bruge sund fornuft, kan eleverne komme ud af det kildekritiske escaperoom sammen med de fire fiktive hovedpersoner.
Book Talk: Du vælger selv! For 3.-4. klasse
Eleverne vil være en del af processen - de bevæger sig fysisk efter, hvilken bog de gerne vil høre om, og det kan være en vældig god motivationsfaktor for eleverne. Samtidig er det en lille demokratiøvelse. Det er nemlig flertallet, der bestemmer!
Book Talk Classic for 5. og 6. klasse
Dyk ned i bøgernes verden, hvor bibliotekarens entusiasme og spændende aktiviteter inspirerer til ny læselyst. I denne session veksler vi mellem bibliotekarens anbefalinger og elevinddragende aktiviteter. Der er desuden mulighed for en rundvisning på biblioteket samt tid til at finde de helt rigtige bøger at tage med hjem. Kom og bliv en del af en oplevelse, der åbner døren til utallige fortællinger!