Aktiv dansk med surfskating
I dette forløb sætter vi krudt på nogle klassiske ordøvelser og ordlege, og udfordrer & engagerer eleverne ved at lave opgaverne mens de er i bevægelse på de fede surfskates. Vi kan f.eks. arbejde med:
Hentediktat - eleverne surfskater hen og læser et ord på en oversigt, surfskater tilbage igen og skriver ordet. Vi følger op ved at eleverne retter deres egne ord alene eller sammen med en makker.
Aktiv matematik med surfskating
På forløbet skabes en kobling mellem bevægelse og læring - eleverne udfolder sig i det aktive rum, og lærer med kroppen og mens hjernen får ro til at optage de faglige begreber.
Den fysiske aktivering foregår på surfskates, som eleverne udstyres med og efter behov instrueres i brugen af.
Der var engang en digter - om H.C. Andersen
Hør eventyret bag eventyrene, og hvordan H.C. Andersen fandt sin inspiration. Sammen bevæger vi os igennem Den Gamle By, hvor eleverne hører fortællingen om H.C. Andersens opvækst i starten af 1800-tallet. Gennem aktiviteter, fortælling og fantasi, udforskes livsvilkårene i Danmark i denne periode. Eleverne kommer tæt på den verdensberømte forfatters hårde barndom og unge år. På turen ser vi steder, der på forskellig vis relaterer til H.C. Andersens egen livshistorie eller hans fortællinger.
Familieliv i 1970'erne
Leg livsstilseksperter og gå på opdagelse i lejligheder fra 1970'erne.
Eleverne må rode i skabe og skuffer og snage for at blive klogere på familiernes indretning, arbejdsforhold, kønsroller, socialklasse, madvaner og fritidsinteresser, som kan lede dem på sporet af hvilken slags familie, der har boet i lejligheden. Ved at kigge, lugte, lytte og mærke skal eleverne sætte hjernerne i sving og undersøge, hvilken betydning tendenserne i 1970'erne haft i forhold til nutidens familieliv og boformer.
Vores digitale fællesskaber
En elevworkshop der sætter fokus på digital mobning og trivsel.
Denne workshop for børn og unge handler om digitale fællesskaber, rettigheder og digital mobning.
Gennem dialog og øvelser inddrages eleverne i at udvikle konkrete forslag til, hvordan børn og unge kan styrke positive online-fællesskaber, hvor egne og andres grænser og rettigheder anerkendes.
Bestil teater - brug den røde brochure
Lad alle landets bedste børneteatre komme til jeres skole og vise deres forestillinger.
Ved hjælp af den røde brochure kan du som teaterkontaktlærer bestille hele landets turnerende forestillinger. Du skal sørge for at booke skolens aula/gymnastiksal/teatersal og tjekke teatrets krav om mørklægning m.m.
Kommunale skoler i Aarhus får hvert år et beløb pr. elev til indkøb af teater til skolen, enten til forestilinger på byens scener eller til forestilliger, der kommer ud på skolen.
Mit hood - på opdagelse i mit område
OBS: Dette er ikke en workshop, men et undervisningsmateriale I selv kan bruge i klassen.
I skolen lærer man om andre lande og folkeslag, men kender I egentlig jeres eget område? Børnekulturhuset har udviklet en notesbog til download, så eleverne enten enkeltvis eller i grupper kan gå på opdagelse i jeres område omkring skolen. Sanserne kommer i brug, når eleverne skal mærke, hvilke materialer, husene er bygget af, lave gnidetryk og komme med bud på deres eget yndlingssted. Notesbogen kan bruges i et tværfagligt samarbejde mellem dansk, historie og billedkunst.
Bordtennis i skolen
Få input til idrætsundervisningen med ”Bordtennis i skolen”. Her kommer en DGI-instruktør på besøg og står i spidsen for en til flere timers bordtennis.
Timerne planlægges ud fra jeres ønsker og kan bruges som en del af den normale idrætsundervisning eller som et bordtennis-/ketsjerforløb. Det er en god idé, at skolen har en eller flere idrætslærere til stede på dagen, som kan hjælpe med afviklingen. Hvis der er bekneb med plads ved bordene, kan klassen evt. deles op i mindre grupper.
Undervisning i drama og teater
Ved hjælp af forløsende lege skabes en afslappet atmosfære, et rum hvor det er OK at prøve, og fejle. Gennembruddet kommer når vi får sendt hovedet på en tiltrængt pause, så kroppen kan komme til. Dette er en af nøglerne til kreativitet.
Vikingemuseet og Byvandring
Sammen besøger vi Vikingemuseet på Bispetorv i Aarhus C og træder ned i det oprindelige vikingetidens Aros, tre meter under nutidens gadeniveau. Hør bl.a. historierne om Harald Blåtands befæstning og skelettet, som blev fundet midt på gulvet. Få mere at vide om byens volde og indbyggerne i vikingetiden på stedet, hvor historierne foregik.
Forløbet afsluttes med en byvandring i det centrale Aarhus med fokus på kristendommens indførelse. Under byvandringen gennem det gamle Aros’ gader fortælles den fascinerende historie om byens opståen og udvikling i vikingetid og middelalder.