Plastik med perspektiv, besøg Martin Høft A/S
Er du lærer i de naturvidenskabelige fag og vil gerne vise dine elever, hvordan fagene bruges i den virkelige verden?
Prøv undervisningsforløbet ”Plastik med perspektiv - fra affald til ressource”, hvor eleverne dykker ned i plastens egenskaber, i anvendelse af plast og plast som ressource, og de laver undersøgelser med mikroplast, nedbrydningsforsøg og bliver blandt andet klogere på forskellige produktionsformer med plast – og på, hvordan vi kan undgå at plast ender i havene og naturen.
Verdensmål i øjenhøjde
FN har vedtaget 17 nye mål for en bedre verden inden 2030. Det er blevet kaldt den mest ambitiøse plan for klodens fremtid nogensinde, og dens realisering kræver handling på alle niveauer. Politikere og parlamenter, foreninger og græsrødder, virksomheder og uddannelsesinstitutioner - alle, inklusiv dig og mig, kan være med til at tage ansvar for, at Verdensmålenes visioner bliver til virkelighed.
Stråling, kernekraft og radioaktivitet
Workshoppen “Stråling, kernekraft og radioaktivitet” sender eleverne på en aktiv og involverende opdagelsesrejse i udstillingen ”Det nysgerrige menneske”, hvor de skal undersøge forskellige typer af stråling. Fx giver vores lystunnel en sanselig oplevelse af forskellige bølgelængder, og vores tågekammer viser den konstante stråling omkring os. Disse interaktive oplevelser er afsæt for formidlingen af det elektromagnetiske spektrum, lysspektre, stråling og radioaktivitet.
Grejbase, Sølyst
Grejbasen på Sølyst (tidl. Natursamarbejdet) er et tilbud til dagtilbud og folkeskoler i Aarhus kommune. Beliggenheden v. Sølyst lægger op til leg og aktiviteter i naturen i området. Der er offentlig adgang til området, som hører under Teknik og Miljø i Aarhus kommune, i dagtimerne.
Grejbasen, som er en selvstændig del af Sølyst, er udstyret med trangia og bålgryder, sav og økse samt trefod med grill og bålfad. Derudover er der forskellige lege, natur- og samarbejdsaktiviteter som kan bruges i området. Husk at medbringe brænde til bål, sprit til trangia mm.
Skibsdrengens liv ombord
Rundvisning på fregatten Jylland for de mindste
Skibsdrengens Liv er en sanselig og dialogbaseret rundvisning kombineret med små fortællinger om, hvordan drenge i alderen 12-14 år arbejdede ombord på fregatten Jylland i gamle dage. Undervejs bliver der set og rørt på genstande, så historien bliver mere konkret og nærværende for børnene.
Den Blå Skole, sejlads og vandaktiviteter
I sejlbådene, i kajakken og på sup-boardet bliver I udfordret både individuelt og som klasse. Sammen skal I styre fartøjet, sætte sejl og navigere på Aarhus Bugt. Der er masser af opgaver ombord, så der er brug for at hele besætningen arbejder sammen.
Udover at sejle jolle og styre kajakken, lærer I selvfølgelig også en masse om de naturfænomener, der har betydning for, om fartøjet rent faktisk sejler derhen, hvor I ønsker.
Det handler om samarbejde, innovation og problemløsning - og masser af sjov, bevægelse og læring!
PovertyWalk & foredrag: Byvandring m/ hjemløs
Povertywalk – stemmer fra gaden tilbyder byvandringer med socialt udsatte som guider. Det er givende for både guider og deltagere at høre om udsattes liv med misbrug, psykisk sygdom og hjemløshed. Især er det vigtig, at deltagerne på en PovertyWalk får forståelse for, at socialt udsatte også er en bidragende del af samfundet. PovertyWalk handler også om accept og inddragelse. Povertywalk er blevet en vigtig platform for ikke kun at skabe forståelse for udsattes livsforløb, men også for at skabe gode og varige koblinger til det omgivende samfund.
I Samme Båd - rollespil om ulighed
I løbet af de to-fire timer spillet varer, agerer eleverne ulande, ilande eller FN selv; de handler med råvarer og færdigproducerede varer (symboliseret ved spillekort); de forhandler, boykotter undertrykkende og krigeriske lande, sikrer sig mod kriser og katastrofer og yder udviklingsbistand. FN griber ind, skaber udvikling, sikrer menneskerettigheder eller hjælper til, når der sker katastrofer - og alt sammen overvåges af verdenspressen.
Spillet kan tilpasses jeres forløb mht. alder, varighed og deltagerantal. Ligeledes tilbydes oplæg, foredrag o.lign.
Verdensmål på spil
Verdensmål på spil
FN-forbundets skoletjeneste kommer ud på skoler og faciliterer spillet. I en kombination af klassisk brætspil og app sættes verdensmålene på spil. Der startes med indledende oplæg - inden der spilles i grupper - og efterfølgende samles der op i en afsluttende diskussion. Der skal kun bruges ét device pr. spilgruppe. App'en hentes gratis via App Store eller Google Play.
Vikingemuseet og Byvandring
Sammen besøger vi Vikingemuseet på Bispetorv i Aarhus C og træder ned i det oprindelige vikingetidens Aros, tre meter under nutidens gadeniveau. Hør bl.a. historierne om Harald Blåtands befæstning og skelettet, som blev fundet midt på gulvet. Få mere at vide om byens volde og indbyggerne i vikingetiden på stedet, hvor historierne foregik.
Forløbet afsluttes med en byvandring i det centrale Aarhus med fokus på kristendommens indførelse. Under byvandringen gennem det gamle Aros’ gader fortælles den fascinerende historie om byens opståen og udvikling i vikingetid og middelalder.